Gennemførelsespolitik

HF & VUC Nordsjælland vil gerne hjælpe dig med at gennemføre din uddannelse. Derfor har vi udarbejdet en politik, der beskriver, hvordan den indsats foregår. 

Gennemførelsesindsatsen sker på mange niveauer:


      Formålet med gennemførelsesindsatsen på HF & VUC Nordsjælland er at medvirke til at indfri den overordnede politiske målsætning om, at 95 % af en ungdomsårgang skal opnå en ungdomsuddannelse, og at bidrage til, at 60 % gennemfører en videregående uddannelse. Herudover skal gennemførelsesindsatsen også forholde sig til de bekendtgørelsesbeskrevne formål på vores forskellige uddannelser, der udover faglige og studiemæssige kompetencer også sigter mod at udvikle kursisternes almene dannelse og personlige myndighed.

På HF & VUC Nordsjælland er gennemførelsesindsatsen hermed en dynamisk størrelse, vi hele tiden evaluerer og justerer i bestræbelsen på at finde balancen mellem hensynet til at opfylde de politiske målsætninger på den ene side og hensynet til udviklingen af kursisternes personlige selvstændighed, ansvar for egen læreproces og livssituation på den anden side. I centrum står et krav om studieaktivitet.

Ved studieaktivitet forstår vi, at kursisten:

  • møder rettidigt til undervisningen
  • deltager engageret og ansvarligt i undervisningen
  • afleverer de aftalte opgaver til den aftalte tid
  • deltager i de forskellige arbejdsformer på holdet, bl.a. gruppearbejde og projektarbejde
  • deltager i ekskursioner med en egenbetaling til forplejning på højst 50 kr.
  • overholder indgåede aftaler med faglærer, vejleder og evt. tutor (tutor findes kun på HF)
  • på HF fører sin studiebog, hvis han/hun er fuldtidskursist
  • deltager i eventuelle (del)prøver, terminsprøver mv.

I det følgende er skitseret, hvad vi konkret gør på HF & VUC Nordsjælland i relation til at styrke vores kursisters mulighed for at gennemføre deres uddannelse.

Hvad gør vi?


I undervisningen
Lærerne har det direkte møde med kursisterne. Derfor lægger vi vægt på, at lærerne er tydelige i deres undervisning og markerer, hvad der er god og mindre god studieadfærd i forbindelse med uddannelse. Dette sker i overensstemmelse med vores studieaktivitetsbegreb og vores studie- og ordensregler i det hele taget. Lærerne er nærværende og skaber en evalueringskultur samt giver klar feedback på kursistens progression i uddannelsen, så den enkelte kursist oplever at blive set og hørt. Alle lærere anser det som en naturlig del af lærerrollen at guide og differentiere i forhold til individuelle vilkår:

  • Lærerne udforsker og praktiserer undervisningsmetoder, der inddrager og engagerer de meget heterogene hold og klasser, der karakteriserer HF & VUC Nordsjælland. Gennem deltagelse i udviklingsprojekter, intern og ekstern efteruddannelse kvalificeres lærernes evne til at variere og differentiere deres undervisning.
  • Alle AVU-lærere er forpligtede på at være med i min. én samarbejdsgruppe med andre AVU-lærere, hvor der arbejdes med kursisternes gennemførelse, kursisternes læring og kursisternes trivsel.
  • På lærermøder diskuterer og samarbejder lærerne om deres kursisters problemstillinger og udarbejder mulige løsningsstrategier. Dette arbejde understøttes af div. teamstrukturer i lærerkollegiet på tværs af uddannelse, fag, klasser og hold.
  • Vi lægger særlig vægt på tydeliggørelsen af rammerne for kursisternes uddannelse ved skolestart. Alle kursister introduceres til den pædagogiske platform Fronter. I Ludus Web skal kursisterne følge eget fravær i alle fag.
  • Alle kursister på AVU og den 2-årige HF screenes ved skolestart i dansk og tilbydes særlige forløb.
  • Tidlig indgriben ved manglende opgaveaflevering på HF. Herefter tilrettelæggelse af individuelle forløb evt. fulgt op af en skrivekontrakt og endelig løbende ”tænk og skriv-værksteder”, hvor der arbejdes med principperne fra ny-skriftlighed.

I tilrettelæggelsesformer

  • På AVU er undervisningen primært tilrettelagt som ½-års undervisning for at gøre det muligt for kursisterne at nå de planlagte uddannelsesmål ad den vej, som er mest optimal for den enkelte.
  • På HF tilbydes undervisningen både som enkeltfagsundervisning og som et 2-årigt forløb.
  • Alle C niveau fag er på HF-E tilrettelagt som ½ års fag, som betyder færre fag på kortere tid, og dermed mere fokus på det enkelte fag, mere kendskab til den enkelte kursist, hurtig opfølgning og indsats og en udjævning af eksamensbelastningen. 2-årigt HF er ligeledes blevet indrettet anderledes ud fra samme principper. Kursisterne får således et mere overskueligt forløb, som virker motiverende.
  • Det er muligt at følge en uddannelsespakke på HF, da der på nogle uddannelser kun kræves en bestemt række fag på bestemte niveauer for at blive optagelsesberettiget.
  • På HF tilbydes nogle fag tilrettelagt som e-learning. Det vil sige, at undervisningen primært foregår via nettet, men med et antal seminarer tilknyttet, hvor der er mødepligt til.
  • Der tilrettelægges brobygningsforløb på HF af forskellig varighed og placering for 10.-klasseskursister fra de omkringliggende kommuner i tæt samarbejde med UU-centrene via brobygning.net.
  • Der tilbydes intern brobygning fra AVU til HF for at fremme og kvalitetssikre den til tider svære overgang fra en uddannelse til en anden, ligesom der laves interne løsningsmodeller til frafaldstruede kursister fra HF, som enten helt eller delvis kan følge undervisning på AVU.
  • Der udbydes fra jan. 2013 et særligt ½ års kompetencegivende brobygningsforløb til HF i Helsingør og Frederikssund med fokus på faglig opkvalificering af kursister, som har et ønske om at starte i et ordinært HF-forløb fra august. Målgruppen er kursister fra AVU, som bliver færdige til januar, kursister under 18 som mangler et gymnasialt tilbud samt intern og eksterne frafaldstruede kursister, som på denne måde hurtigt kan opsamles og komme videre.
  • Desuden har vi korte koncentrerede EUD og EUX forløb som en fokuseret og målrettet overgang til erhvervsuddannelserne.


Gennem vejledning, tutorfunktion og øvrige støttefunktioner

  • Vejledningen afdækker kursisternes indgangsniveau og forudsætninger, så de placeres på det rigtige niveau, og tilrettelægger et hensigtsmæssigt skema for kursisten.
  • Vejlederne på HF har kompetence til at såvel indmelde som udmelde kursister, og skal følge deres fravær tæt og min. hver 14. dag på alle hold.
  • På HF er der pr. august 2014 ansat to fuldtidsvejledere for at styrke gennemførelsesarbejdet via en hurtig indsats, øget synlighed og øget tilgængelighed.
  • På alle hold og klasser i dansk (HF og AVU) besøger studievejleder og en ledelsesrepræsentant holdene og informerer om studieaktivitetsregler, kursistråd og vejledningsfunktion.
  • Alle kursister får tilknyttet en vejleder/tutor så tidligt som muligt, så relationerne kommer på plads fra starten.
  • Studievejledere og mentorer støtter gennem deres aktiviteter, at den enkelte kursist fastholdes i studieforløbet. Der kan være talte om alt fra morgenvækning, støtte til eksamen, løbende dialog om studieaktivitet, opgaveaflevering og forsømmelser, visitering til relevante ressourcepersoner/myndigheder eller bare et venligt klap på skulderen.
  • Vores psykolog tilbyder pædagogisk/psykologisk vejledning.
  • Der er etableret et tæt samarbejde med Studievalg København, UU-centre, socialforvaltninger og studievejledningen i optageområdet.
  • HF-kursister, der forsømmer mere end 10 % af de læste timer i et fag, modtager et elektronisk varsel via kursistens webdagbog, hvoraf det fremgår, at kursistens udmeldes af faget, hvis fraværet kommer op over 25 % af forløbets læste timer. Sker dette udmeldes kursisten automatisk fra holdet og SU stoppes evt. Varslerne køres automatisk hver 14. dag - afhængig af tilrettelæggelsesformen.
  • Der arbejdes med forsøg med en ”Buddy-ordning” på HF, hvor ressourcestærke kursister varetager en såvel social som kommunikativ funktion i forhold til udvalgte hold og kursister, som ønsker/har brug for dette.
  • Vejlederne på HF & VUC Nordsjælland har et tæt samarbejde med UU-centre, jobcentre, sagsbehandlere m.fl. for derigennem at støtte op og skabe et helhedsorienteret samarbejde om kursisternes uddannelsesforløb.

I skabelsen af et godt studiemiljø

  • Studieværksteder, hvor der dagligt er adgang til computere, printere og diverse opslagsværker.
  • Undervisningslokaler med projektorer og ActivBoards. Kontinuerlig opgradering af teknologi og pædagogik i relation til undervisningen.
  • Et kursistråd med repræsentanter fra de forskellige uddannelser, der bl.a. gennem en række dialogmøder med lærer- og ledelsesrepræsentanter inddrages i vurderingen af og videreudviklingen af studiemiljøet på HF & VUC Nordsjælland.
  • Kantinefaciliteter
  • Foredrag og sociale arrangementer i løbet af året
  • Gratis morgenmad
  • Fællessamlinger, hvor alle kursister og lærere i huset mødes og får et indblik i, hvad der foregår på tværs af uddannelser, klasser og hold – krydret med musik, underholdning og indslag af faglig karakter.
  • "Krea-dage”, hvor undervisningen brydes op til fordel for tværgående arbejde med musik, billedkunst og mediefag.
  • Intro-tur og studierejse på 2. år i det 2-årige HF. 

Ledelse

  • Fastholdelse og gennemførelse er en løbende dialog blandt lærere, vejledere og ledelse.
  • Med omdrejningspunkt i det generelle studieaktivitetskrav er der på de forskellige uddannelser beskrevet en gennemførelsesvejledning, dvs. procedurer i forbindelse med udmøntning af studieaktivitetskravet.
  • Der udarbejdes årligt statistik for gennemførelse og eksamen. I lige år gennemføres en kursisttilfredshedsundersøgelse (ETU), der giver mulighed for at sammenligne kursisttrivsel med andre VUC'er i landet. I ulige år gennemføres en medarbejdertilfredshedsundersøgelse. Resultaterne fra de to undersøgelser analyseres og drøftes med både medarbejdere og kursister med henblik på justeringer og afklaring af indsatsområder i udviklingsplaner.
  • Ledelsen er synlig i introfasen, hvor de besøger danskhold, og inddrages aktivt i samtaler med frafaldstruede kursister.
  • Ledelsen fastsætter rammerne for introforløb.
  • Ledelsen mødes med repræsentanter for kursistrådet i såkaldte dialogmøder.
  • Når indgåede aftaler ikke overholdes, eller når regler og rammer brydes, følger ledelsen op og sørger for, at konsekvenserne udmøntes og kommunikerer tillige om dette.
  • Værdigrundlaget for HF & VUC Nordsjælland italesættes løbende, og de årlige ”gå-hjem-møder” for medarbejderne sætter fokus på temaer, der relaterer til værdigrundlaget.
  • Arbejdet med skabelsen af en god skolekultur med engagement, medindflydelse, traditioner og aktiviteter har stor ledelsesopmærksomhed. Der støttes op om iværksættelse af aktiviteter, der understøtter dette – initieret af lærere og kursister fx frivillig undervisning i musik, filmaftener, valgarrangementer, velgørenhed m.m. Således er der samtidig fokus på at give kursisterne mulighed for at knytte an til skolen og skabe sammenhold på de enkelte hold og på tværs.

På HF & VUC Nordsjælland har vi overordnet fælles regler og rammer,men udmøntningen af disse kan tage sig forskelligt ud – af hensyn til den enkelte kursist!"


Til toppen