Mød tre kursister

Er du i tvivl om HF-IN er noget for dig? Se hvad Mary, Mikkel og Jack siger om at gå på HF-IN.

Du er også altid velkommen til at kontakte projektleder Benedicte Guts, som gerne besvarer spørgsmål og viser rundt på skolen: 21 33 50 05 eller beg@vucns.dk

Velkommen til!

Mary, 18 år, bor i Kokkedal.

Mary har 12.000 følgere på Instagram, men fandt vennerne på HF-IN.

Følg hende på Insta på @shivrc


18-årige Mary bor i Kokkedal og bruger en time på at komme i skole hver dag, med bus, lokalbane og så endnu en bus. ”På min gamle skole blev jeg bare liggende i sengen,” fortæller hun, ”nu er det rutine, at komme op og afsted. Jeg tænker ikke engang over det mere. Det er nok fordi jeg glæder mig til at være sammen med mine venner, og der er sådan en positiv stemning, så jeg glæder mig helt til at komme i skole.”

Vennerne fandt hun allerede efter en måned, og det betyder meget: ”På mine tre gamle skoler var der ikke nogen, jeg kunne pjatte med og føle mig tryg ved. På én af dem droppede jeg ud og var væk i et halvt år.”

Brænder for at klippe film

Mary hedder egentlig Marie, men da de var to i klassen, valgte hun hurtigt sit kaldenavn til. Hun er blandt de 17 studerende i den første HF-IN-klasse i Hillerød, yndlingsfagene er mediefag og biologi: 

”Vi havde eksamen før jul. Det gik ikke så godt i samfundsfag, men ret godt til mediefag. Jeg brænder meget for at klippe film sammen, og jeg har en instagramprofil, hvor jeg lægger dem op. Det går mest ud på at finde videoer af kendte mennesker, klippe dem sammen og lægge musik på, og så varer de op til 1 minut. Jeg har 12.000 følgere.”

     

"Mentorerne hjælper mig, når jeg har det svært"

Mary er glad og smilende, men fortæller om, hvordan man kan se på hende, når hun har det svært: ”Så sidder jeg bare og kigger lidt ned og har svært ved at koncentrere mig i timen. Så kommer en af mentorerne over, de hjælper mig, ved at give mig lov til at sidde nede bagved, så jeg kan slappe lidt af. De er også gode til at give positiv feedback og løfte én lidt op på den måde.”

I HF-klassen er der tre afskærmede pladser bagerst, hvor de studerende kan få en pause, frem for at tage hjem. Det er med til at skabe trygge rammer: ”Trygheden opstår ved, at lærerne respekterer én, og man kan snakke med mentorerne, som tager meget hensyn og spørger ind til en. Ikke for meget, men lige det man har brug for.”

    5 hurtige til Mary

  • Hvad er det vigtigste, du har lært fagligt på HF-IN?
    Det tror jeg er at tage noter. Det er jeg blevet bedre til i alle fagene.
  • Hvad er det vigtigste, du har lært om dig selv?
    Jeg har lært, at jeg kan flere ting end jeg troede.
  • Hvad er det bedste ved HF-IN?
    Det bedste ved HF-in er de trygge rammer.
  • Er der noget, der er svært?
    Det svære er, at der er lang transport herind, men nu er jeg ved at tage kørekort.
  • Hvad vil du sige til andre, der overvejer at starte på HF-IN?
    Jeg ville sige ’go for it'! Jeg tror, at alle kommer til at få en god oplevelse, og alle vil føle sig trygge og måske finde nogle, de er trygge ved. Der er alle slags personligheder i klassen.

Mikkel, 22 år fra Helsingør.

Tager toget til HF-IN hver dag.

Jeg er blevet bedre til at melde ud, hvis noget er svært


En skriftlig aflevering voksede Mikkel over hovedet på hans tidligere uddannelse, og så holdt han op med at komme. På HF-IN har han fortalt mentorerne, hvad han har svært ved, og nu får han den rigtige støtte.

”Jeg hørte om HF-IN igennem en UU-vejleder. Jeg havde været hjemmegående i omkring 2 år og var i nogle praktikker, som ikke gik så godt. Til at starte med tænkte jeg, at det var lidt farligt, men det var kedeligt at gå hjemme, og 24 timer i døgnet er meget, så jeg tænkte at give det en chance. Jo mere jeg hørte, jo mere tænkte jeg, at det var fornuftigt,” fortæller Mikkel.

Nervøs for at fejle

Han fortæller videre, at ’det farlige’ var angsten for at fejle. I en tidligere praktik i et supermarked var han blevet sat ved kassen den første dag, selv om aftalen var, at han bare skulle være med for at observere.

”Det kunne jeg ikke, så jeg blev væk. Det er jo meget godt at prøve nogle ting. Det føles bare ærgerligt at give op den første dag,” fortæller han.

Forinden har Mikkel gået i almindelig folkeskole, 10. klasse på efterskole og så et år på produktionsskole. Herefter søgte han ind som teknisk designer. ”Jeg klarede det supergodt, men efter to måneder fik jeg en skriftlig aflevering og gik i panik og valgte så at blive væk.”

Fordi du ikke vidste hvordan du skulle lave den aflevering?

”Ja, og så blev jeg væk den dag det skulle afleveres. Én dag blev til to og tre, og så så de mig ikke mere.

Fik du sagt, at det var den eller vidste de det ikke?

”Nej, og så en dag meldte jeg mig bare ud.”

Matematik har været savnet

På HF-IN ved undervisere og mentorer godt, at skriftlige afleveringer er svært for Mikkel. ”Jeg har skriftlige afleveringer her, men ikke på samme niveau. Jeg har meldt ud, at jeg er dårlig til det, og efter at have gået lidt hjemme har jeg arbejdet med det og håber, at jeg er bedre til at melde ud med sådan nogle ting. Det går bedre med afleveringerne nu. Jeg tror dog ikke, jeg har ramt det rette antal ord endnu, men jeg har afleveret noget, hvilket er meget bedre end før.”

Mikkel er godt et halvt år inde i sin HF-IN og er efter eget udsagn meget glad for at gå der: ”Det er egentlig sjovt, fordi vi har ikke haft matematik det første semester, og det er mit yndlingsfag. Nu er vi begyndt at have det. Det har været savnet, men det er megafint. Lærerne er meget søde og imødekommende.”

I trygge hænder

”Jeg har ikke haft decideret dårlige dage på HF-IN. Men jeg tror også, at det er i takt med, er jeg begyndt at trappe ned på antidepressive, hvilket jeg begyndte på, inden jeg startede her. Jeg har haft mindre gode dage, men ikke dårlige. Jeg tror, det skyldes, at jeg er i trygge hænder og jeg kan snakke med lærerne, hvis der er noget.”

Hvad fremtiden bringer, er endnu uvist: ” Jeg ved ikke hvad mit mål er, så det er meget godt at bruge tiden indtil da på at åbne døre og give mig selv flere muligheder.”

    5 hurtige til Mikkel

  • Hvad er det vigtigste, du har lært fagligt på HF-IN?
    Det er nok noget i dansk, en teknik der hedder hurtigskrivning, hvor man skriver derudaf og først ser på det senere. Jeg har ikke brugt det endnu, men idéen lyder rigtig god.
  • Hvad er det vigtigste, du har lært om dig selv?
    Jeg er blevet bedre til at melde ud hvis der er noget jeg har svært ved. Jeg siger ikke, at jeg er fantastisk endnu, men jeg arbejder med det.
  • Hvad er det bedste ved HF-IN?
    Det bedste er, at der er nogle mentorer, man kan snakke med, hvis man har svært ved noget. Man er knyttet til én mentor, men man kan sagtens tage fat i en anden, hvis der er brug for det.
  • Er der noget, du har svært ved?
    Jeg har stadig svært ved de skriftlige afleveringer. Det bliver nok aldrig nemt for mig, men det er blevet nemmere.
  • Hvad vil du sige til andre, der overvejer at starte på HF-IN?
    Jeg ville sige til andre der skal starte: ”Prøv!”. Det har været vildt godt for mig at give det en chance. Der bliver taget godt hånd om én.

Jack, 19 år, bor i Hundested.

Hør Jacks musik på YouTube på Jack Jespersen

"På HF-IN bliver man accepteret, som man er"

Jack hedder egentlig Jakob, men de var to i klassen med samme navn: ”Det har jeg prøvet før, så jeg fandt på, at jeg skulle hedde Jack. Min YouTube hedder Jack Jespersen, så det virkede naturligt at snuppe det.” På Youtube laver Jack elektronisk musik, men i dagtimerne går han på HF-IN i Hillerød. 

Normal skole kan virke hulter til bulter

Jack flyttede fra Bornholm med sin familie omkring 7-8. klasse. ”I min folkeskole på Bornholm var jeg plaget meget af dage, hvor jeg ikke kom afsted. Jeg havde det fint, når jeg var i skolen og spillede fodbold, men der var noget der gjorde at jeg ikke kom afsted. Normal skole, kan godt virke lidt hulter til bulter.”

I Hundested fik Jack mulighed for at fortsætte i et autismetilbud frem til 10. klasse, dog med et kort stop på en efterskole. ”Jeg er nok bare meget glad for, at der er system i tingene, og lærerne laver nogle faste rammer,” fortæller Jack.

Svært at danne netværk

Det har ikke været nemt at danne nye netværk, men måske var HF-IN stedet, hvor det kunne lade sig gøre. ”Førhen har jeg tænkt at HF var en stor udfordring, og nærmest som et sort hul at skulle igennem en HF-uddannelse. Jeg havde også kigget på nogle erhvervsuddannelser og tænkt, at det nok var den vej jeg skulle. Det ændrede sig, da jeg hørte om HF-IN. Det lød meget betryggende og med nogle gode rammer, så jeg ville gerne høre nærmere. Så tog jeg til et infomøde.”

Jack fulgtes med en klassekammerat fra 10. klasse, og de blev begge to optaget. Det gav tryghed det første halve år, og siden er der kommet flere venner til:”Man møder en masse mennesker som er i samme båd som én selv og har nogle af de samme udfordringer. Jeg har kunnet komme ud i frikvarterne, røre mig lidt og snakke med nogle af de andre med samme interesser. Der har også været nogle udfordringer, men det er nogle gode udfordringer, man får her, som styrker en. Her er det vigtigt at dukke op hver dag, og det gør, at man tager det mere seriøst.”

HF-trøje giver gruppefølelse

Jack og flere af hans medstuderende går med en særlig HF-IN-trøje. Mest fordi den er varm og dejlig at gå i.

”Men det giver også en gruppefølelse, som nogle af os ikke har haft så meget før. Nu har man fundet en klasse, hvor man bare kan være sig selv, og så vise det ved at gå i denne trøje, det synes jeg også er meget fedt, fortæller Jack.

Parkeringstips og sms-hjælp

På de dårlige dage kan man følge med i IT-systemet OneNote hjemmefra, men for Jack er der heldigvis langt imellem de dage: ”Når det sker, er det ofte tanker, der starter dagen før, og så får jeg en dårlig nattesøvn. Når jeg vågner, kører det måske stadig lidt rundt, og jeg ender med nogle gange at blive hjemme.” På de dage hjælper Jacks mor og mentorerne på HF-IN: ”Man kan fx sende en sms til mentorerne, og så foreslår de, at man alligevel tager afsted, og når man så ikke kan mere, kan man gå hjem.”

Mentorerne hjælper også med ting, der ligger ud over skolen: ”Min mentor Louise har simpelthen været så fantastisk. Der er næsten altid fyldt på parkeringspladsen, når man kommer om morgenen. Hun gav mig et tip om, hvor jeg kunne parkere min bil et andet sted, hvor der altid er plads. Der holder jeg hver dag nu, og det giver ro i maven.”

Hvad drømmer du om for fremtiden?

”Jeg håber at jeg bliver bedre til at lave musik på min computer. Skolemæssigt, så håber jeg, at jeg beholder en balance mellem at lære meget uden kun at stræbe efter det. Der er mange, der kommer til kun at studere, når de studerer, så de laver slet ikke andet. Jeg har i hvert fald brug for nogle pauser også. Jeg prøver at lave lidt på min musik hver dag.”

    5 hurtige til Jack

  • Hvad er det vigtigste, du har lært fagligt?
    Jeg er blevet bedre til at gå i dybden. Jeg har også lært mange nye ting i samfundsfag. Derhjemme har vi ikke snakket så meget om det, men i skolen diskuterer vi fx, hvordan man bliver mønsterbryder i det nymoderne samfund. Vi er gode til at komme med vores egen mening og samtidig respektere, at andre også har deres mening.
  • Hvad er det vigtigste, du har lært om dig selv?
    Jeg har lært, at jeg har brug for at have venner og at kommunikere med en kammerat i et frikvarter. Det giver mig rigtig meget
  • Hvad er det bedste ved HF-IN?
    Det jeg bedst kan lide er, at man bliver accepteret, som man er, om man er stille eller lidt speciel, så er der plads til alle.
  • Er der noget, der er svært?
    Det er stadig svært, at lave lektier. Efter skole vil jeg gerne bare have fri, så jeg prøver at lave lektierne på skolen, inden jeg kommer hjem.
  • Hvad vil du sige til andre, der overvejer at starte på HF-IN?
    Jeg vil sige, at det er et rigtig godt sted, men der kommer udfordringer. Det er dog udfordringer, der gør dig stærkere og mere moden.